Om TPI Gymnastik

Velkommen til endnu en sæson i Gymnastikafdelingen i TPI.

Selvom livets alvor gør én tung og alvorlig, kan man dog, når man er kommen i gymnastikdragt, som et barn jublende flyve ind i gymnastiksalen og for en tid glemme alt

Gymnastikken har det store fortrin, at man ikke alene holder legemet sundt, men tillige forfrisker sinde

Med disse to fantastiske ældre citater om nogen af de mange fordele ved at dyrke gymnastik, byder Gymnastikafdelingen i TPI velkommen til en ny sæson.

Vi har som vanligt hold for alle; fra vores store og populære forældre/barn-hold, hvor motorikken trænes og børnene udfordrer deres krop og nysgerrighed, til vores øvrige børnehold, hvor leg, bevægelse og udforskning af gymnastikkens verden er i højsæde!
Vores dygtige Grand Prix-piger træner atter frem mod de årlige konkurrencer og mesterskaber i både ind- og udland.
Vores mange voksenhold spænder ligeledes bredt fra vores dygtige øvede opvisningshold til powergym og salsation, hvor der er garanti for sved på panden og kalorieforbrænding og til Pilates og yoga, hvor kroppen trænes fantastisk godt igennem.
Vi tilbyder motionshold og seniorhold for både mænd og kvinder, der har lyst til at blive rørt igennem og holde kroppen og fysikken ved lige gennem forskellige øvelser fra gymnastikkens verden – alle kan være med!

Vi glæder os til at byde velkommen i haller og sale i lokalområdet, ligesom vi også skal byde velkommen til nye instruktører i takt med, at vi har sagt farvel til andre!
Yderligere informationer om vores forskellige hold samt træningstider – og steder, findes på foreningens hjemmeside www.tpi.dk eller på gymnastikafdelingens Facebookside, TPI Gymnastik.

Alle er velkommen til at prøve alle vores hold af tre gange, inden en endelig tilmelding er bindende!

Vel mødt til endnu en gymnastiksæson i TPI, hvor glæden ved de fysiske udfordringer og det sociale samvær på vores hold er i fokus. Vi glæder os til at se DIG.
Obs! Vi følger løbende udviklingen i forhold til Coronavirus og holder os opdaterede om eventuelle forbehold mm i forbindelse med foreningsidrætten.

På bestyrelsens vegne,
Mette Find Andersen
Formand for TPI Gymnastik

CVR-nr. 33 43 60 17