Vi var forberedt på, at Højfyn måske ville have et modsvar klar til os, efter vi tævede dem i pre-season. Men det var hjemme på kunstgræsset i Paarup, hvor vi er ubesejrede. På naturgræs er vi ikke indehavere af en lige så flot statistik. Og da slet ikke efter lørdagens match i Brylle. For Højfyn havde forberedt sig godt, fik en god start og blev spillet marginalerne i hænde, da en ikke velspillet men jævnbyrdig kamp skulle afgøres.
Lad os starte med de dele af kampen, som vi selv er herre over. Vi lader os overrumple på en dødbold og det er særligt utilfredsstillende, al den stund vi har dødbolde som fokuspunkt hver uge i træningen. Og herefter var hjemmeholdets rullestart godt i gang og vi kæmper for at begrænse skaderne. Få minutter efter den første scoring udbygger modstanderen så føringen ved at straffe en opspilsfejl fremprovokeret af det høje pres, som vi jo egentlig skulle udsætte dem for. Lige her ser det sort ud og vi har brug for et momentum-skift. Vi ser os om efter en position, hvor vi kan finde en fordel via en indskiftning. Mackenhauer er udfordret af sin direkte modspiller og vi ændrer udtryk ved at skifte en typemæssig modsætning til den lille vævre fløjspiller ind i form af Serias. Det giver lige den gnist og uro, der skal til. Mindst et sted på banen krakelerer Højfyns plan nu. Og det udnytter først Magnus Jensen til en reducering og siden udligner Serias selv på et af kampens få gennemspillede angreb. 2-2.
Kampen er nulstillet og den finder aldrig siden ro. Jeg vil gerne have Mathias Schødts ind, men han trives ikke med den slags urolige og fysiske opgør med masser af dueller, så han må tage til takke med en uvant plads som offensiv back. Spillere på uvante positioner er dog den mindste af mange udfordringer.Momentum-skiftet bliver kortvarigt og da vi brænder en friløber og kampen fortsat ikke kontrolleres af os, så bliver fodboldens lunefulde marginaler afgørende.
Inden vi kommer til dem; lad os da lige dvæle lidt ved egen indsats først. I løbet af en sæson vil der altid være den slags kampe, hvor det bare ikke kører og når det sker, må vi hver og en holde vor egen sti ren og det forsømte vi at gøre imod Højfyn. De slog os på områder som genpres efter boldtab og de drog fordel af sjuskede returløb og mange dårlige afleveringer, også uprovokerede, ligesom de altså var klart bedst på dødboldene. Men et solidt stykke ind i 2. halvleg er kampen fortsat uskøn, hakkende og urolig i sit forløb og uden overtag til nogle af parterne, der begge kæmper med at holde fast i bolden.
Det er her fodboldens lunefulde marginaler kan spille deres djævelske spil.
Denne dag i form af en helt og aldeles utilregnelig opmand, der er absolut uden relation og forståelse for og med drengenes forhold til fodbold. Mine U-15-drenge elsker fodbold. De træner seriøst og passioneret flere gange om ugen. De prioriterer fodbolden og de møder velforberedte frem til træning og kamp. Det spil ligger kort sat deres unge hjerter nær. Og så fortjener man noget andet og bedre end en selvhøjtidelig nar, der er forelsket i opmærksomhed – også den negative, der giver ham mulighed for at besegle unge mænds skæbne med et skuldertræk og et blæs i en plastikfløjte. Kampen igennem straffes vi således hårdt af frisparkskendelser for spil, han selv har ansvar for at fremkalde, eftersom han inden kampen melder en linje op, der tillader, at der bliver “gået til den”. Kampen er dette til trods på intet tidspunkt i nærheden af at være hårdt spillet. Alligevel fløjtes der uafladeligt for forseelser, som kun manden i sort kan se.
Kulminationen kommer en halv snes minutter før den fede kælling er bestilt til at synge, da han giver Jonathan Høyer gult kort for et frispark, der ikke er der og for en “protest”enhver anden dommer af tilregnelig natur næppe havde registreret overhovedet. Jeg overvejer kogende af raseri, om jeg skal kalde holdet til mig og gå direkte til omklædning, men beslutter mig for, at TPI ikke skal risikere at blive stillet i et dårligt lys.
På frisparket umiddelbart efter bringer Højfyn sig foran. Og de scorer engang mere til slutresultatet 4-2. Vi får ikke lov til at blive fuldtallige igen, selvom mit stopur viser, at det er tid til det. Tiden passer med, at “han ikke skal ind igen”, som dommeren velvilligt orienterer os om.
Vi har tabt for første gang. Flere spillere er helt knuste. En græder. En anden er tæt derpå. Rundt omkring i græsset ligger drengene som faldne krigere; ramt af en skæbne de ikke forstår og som de ikke har fortjent.
Kampens spiller: Lukas Rasmussen.
Målscorere: Magnus Jensen og Serias Christensen.