Jeg er midlertidig løbet tør for dårlige overskrifter, MEN VI VANDT!

Årslev BK 3-4 TPI

De sidste par kampe har forløbet lidt modstridende i forhold til hvad vi kunne ønske os, men i kampen mod Årslev fandt vi den rigtige løsning, præcis ligesom da Genesis valgte at gøre Phil til forsanger i stedet for kun trommeslager.

Nok om Phil for nu. Kampen mod Årslev startede ud fuldstændig som planlagt, vi kom for en gangs skyld godt fra start idet vi spillede kombinationsspil uden om deres spillere og dermed havde overtaget fuldstændig. Vi havde mange gode opspil der flere gange indebar overlap fra begge sider af vores løbestærke forsvar. Det kombineret med solidt kombinationsspil var for meget for Årslev og vi fik kombineret til at Daniel kunne komme til en afslutning som han køligt fik dirigeret i netmaskerne. Det gode spil stoppede ikke her, Kramer havde jo ikke bidraget med sit endnu, så han valgte kort tid efter at spille Toki fri, som modsat et af sine tidligere skud ikke sparkede bolden til månen. Det resulterede i et fremragende mål og en solid føring på 0-2.

Desværre kunne vi ikke gå til pause med den solide føring, da vi ikke kan undgå uheld fuldstændig. Få minutter før pausen blev bolden slået ind i feltet til noget der ligenede et “land of confusion” og på uheldigste vis ramte bolden en af vores egne og gik i eget mål til 1-2. Han kan måske have håbet at det var et “invisible touch”, men det var ret tydeligt et selvmål, et uheldigt et af slagsen, men det kan være svært at undgå i situation når et indlæg bliver slået hårdt ind i feltet.

Fokus i pausen var derfor på at holde fast i vores overtag i spillet og holde fokus så vi ikke mistede grebet om kampen. Desværre forblev dette fokus kun i pausen idet vi under 3 minutter inde i 2. halvleg misser en clearing, hvilket giver Årslev en friløber til koldt får vekslet til 2-2.En kold spand vand i hovedet senere (ca. 10 minutter) genfandt vi heldigvis det gode spil og Kramer kunne igen i oplæggerens rolle spille en medspiller fri. Denne gang faldt muligheden til Melson, der viste fremragende boldkontrol og afslutningskvalitetet, hvilket gav og føringen tilbage. 3 mål fra vores side er selvfølgelig ikke nok til at vinde en kamp for os, så Årslev kom tilbage i kampen igen ved kort tid efter igen at udligne, denne gang til 3-3, igen ikke efter godt spil men derimod efter noget vi selv kunne have undgået.

Det var simpelthen ikke en kamp vi måtte tabe, derfor så vi os nødsaget til at skrue tempoet op hen imod slutningen, og hvem andre skulle komme til vores undsætning end deltidsmålmand/striker/altmuligmand/halvdelen af den dynamisk duo, Lassen. Det startede med et godt indlæg til Tobias der stærkt vinder sin direkte hovedstødsduel mod en af Årslevspillerne, hvilket sender bolden afsted mod mål, desværre mod overlæggeren. Herefter stod Lassen klar og kunne heade reposten i kassen til en forløsende stilling på 3-4 kort før tid. Denne gang formåede Årslev ikke at komme tilbage!

På trods af at han ikke stod på mål kan man vel godt sige at Lassen reddede os?

Hvis det ikke havde været for kanon fighten af vores forsvarspillere Simon, Ludvig og Tobias kunne det let have været endnu et ufortjent nederlag, derfor får de fortjent et fighter-point ind på kontoen. Med det i mente, så så vi en solid kamp fra alle vores spillere, som i sidste ende gav os 3 tiltrængte point, selv på trods af enkelte svipsere. Vi synes bestemt at vores spil er i opadgående udvikling, så mangler vi bare at skærer ned på de enkelte fejl og så ville vi ikke skulle nøjedes med at kæmpe om at komme i top 3. Det er vigtigt vi fortsætter med samme gode spil hvis vi skal gøre os tanker om top 3. Hvis alt flasker sig for os, så kan vi endda blive 2’er, men det kræver selvfølgelig at vi vinder resten!

Man of the Match:

Daniel Melson

Der kan ligesom de forrige kampen sagtens nævnes en masse spillere der gav den fuldt ud i kampen og bragte flotte præstationer med sig. Præcis ligesom sidst har Man of the Match bidraget med to fantastiske mål, og fantastisk spil overalt på banen. Kombinationsspillet er bedre end vi har set længe og det er der flere spillere der bidrager til, her kan især Daniel nævnes som formidler af dette. Han ligger solidt på midtbanen og fordeler bolden, mens han også bidrager og udfylder sine defensive pligter til punkt og prikke. 2 flotte mål, solidt defensivt arbejde og adskillelige flotte opspil er hvad der har gjort at valget er faldet på Daniel som Man of the Match.

“That’s all” for nu.