Sidste hjemmekamp

I dag er det sidste hjemmekamp for 2. Divisionsholdet. Om det også er sidste hjemmekamp i 2. Division i denne omgang må tiden vise.

Sidste udkald er vist et rammende udtryk for dagens kamp.

På trods af den flotte sejr i sidste weekends kamp mod Hillerød, har vi i den grad ryggen mod muren. Intet andet end 3 point kan bruges og selvom det skulle lykkedes, er vi stadig afhængig af andre resultater i rækken, for at bevare spændingen til sidste runde.

Avarta har med sidste weekends sejr over Marienlyst sikret sig endnu en sæson i rækken og har derfor ikke det store at spille om. Til gengæld er de ubesejrede i de sidste 6 kampe, en stime vi helst skulle bryde i dag. Kendskabet til Avarta er ikke så stort, men jeg kan konkludere, at de har en af rækkens topscorere i Christian Offenberg. Så det er helt sikkert en mand, der skal holdes øje med. På trods af det lille kendskab, er jeg sikker på, at Avarta, ligesom de andre sjællandske hold, står for teknisk fodbold, hvor omgangen med bolden er styrken.

Vi vandt i sidste uge og hvis vi skal redde os, kræves der en stime i de sidste 2 kampe, startende i dagens opgør mod Avarta. Mod Hillerød, synes jeg, vi turde spille bolden mere rundt og den øgede tålmodighed gav os nogle fine muligheder. Broni og Bendtzen lavede 2 gode mål på omstillinger og den samme kynisme, må spillerne meget gerne have med i dag.

Jeg håber spillerne giver tilskuerne en fin kamp i sæsonens sidste hjemmekamp, som kan ende med at være sidste hjemmekamp i 2. Division i denne omgang. Håber også i vil give bolddrengene et par klap med på vejen. Efter sidste år, hvor det var svært at skaffe bolddrenge, har U14 drengene, koordineret af per Hansen, troligt mødt op til alle hjemmekampe. Tak for det drenge.

For de hårdkogte er der endnu en kamp, der værd at se.

Serie 1 kan med 1 point i de sidste 2 kampe, sikre sig oprykning til Fynsserien for første gang i klubbens historie. De spiller lige efter Divisionsholdet, dog på kunstgræsbanen, mod Glamsbjerg.

Så tag paraplyen med og støt serie 1 holdet, så de kan fejre oprykningen efter dagens opgør.