Historisk stort fremmøde til årets generalforsamling

Knap 40 mennesker dukkede op til afdelingens årlige generalforsamling – hvilket er ny rekord.

Gik du glip af årets beretninger, kan du se dem her:

Formandens beretning

Siden bestyrelsen fik sin nuværende form, har vi arbejdet på at skærpe vores organisation. Vi har stadigvæk en næsten flad struktur med kort beslutningsproces, men vi har fået folk til at lave det, de er gode til. Så nogen booker haltider, andre har sans for tal og invitationer og så fremdeles.

Yderligere har vi arbejdet med fokuspunkter, hvor hovedfokusset har ligget på ungdomssiden under den langsigtede parolen #NextGEN, #Flereifolden. Herunder har vi stået for flyers, badminton i skolen og SFO. Samtidig har vi haft to mere kortsigtede målsætning, der er gået på #TPITalenter, hvorfor vi har oprettet talenttræninger, afviklet ungdomsturnering og har videreuddannet vores trænerteam (miniton, talenttræning, hjælpetræner og trænerkursus 1-3). #HappyKids har været det andet ben med fokus på den sociale del af badminton i form af overnatiningsstævner, tematræninger, bowlingtur, KM, natminton, etc. En særlig tak til trænerteamet og alle de hjælpende forældrehænder (holdledere, stævneudvalg, osv.)

Alt det fokuserede ungdomsarbejde er muliggjort på grund af et sponsorudvalg eller fund raising team, som forsøger at rejse midler til alle vores projekter. I sæsonen fik alle seniorer og ungdom mulighed for at købe nyt spillertøj til spotpriser. Vi har gentegnet en skiltereklame i hallen. Vi har tegnet kontrakt med OK Benzin og har indledt samarbejde med Arkaden Foodmarket og RSL (salgsvogn). Yderligere har vi nydt godt af firmabidrag til tællerkasser, beachflag, GripFixer sæsonfolder, osv. Ligesom amerikansk lotteri, stævneafvikling og boldsponsorpenge har skæppet i kassen. En særlig tak til Henrik Pedersen, Sune Munthe, Mathis Granberg, Dorthe Asmussen og alle sponsorerne, bidragsydere og samarbejdspartnere for at støtte vores tiltag.

Vi har spændende udfordringer foran os i næste sæson med indkøring af ny ungdomsformand/-udvalg, motionistformandsløsning og udfordringer med antal seniorer og træningstider til ungdom.

Ungdomsformandens beretning

Sidste sæson sluttede af med 71 indmeldte ungdomsspillere. I dag lyder tallet på 90 indmeldte.

Et par spillere har forladt klubbens, men rigtig mange nye er kommet til. Samlet set betyder det, at der i denne sæson har været en fremgang på lige knap 27%, hvor sidste års sæson havde en fremgang på 21%.

Ungdomsafdelingen hos TPI Badminton har rykket sig på medlemstallet, som aldrig før, og dette skal vi selvfølgelig værne om, de kommende sæsoner.

Stigningen i medlemstallet skyldes uden tvivl det store engagement fra trænerteamet, hjælpsomme forældre, sponsorer, bestyrelsen og andre frivillige hænder.

Sæsonen startede ud med vores egen sommerskole i uge 31, som gav en masse reklame for klubben og vores egne medlemmer. Derudover har klubben generelt brugt de sociale medier (Facebook og Instagram) til at promovere klubben og ikke mindst vores ungdomsafdeling.

Vi fortsatte succesen fra sidste år og beholdte vores frie fredagstræninger, hvor alle indmeldte ungdomsspillere kunne komme i hallen og træne/spille frit, som de havde lyst. Derudover åbnede vi yderligere op for et hold teknisk træning, så endnu flere børn kunne få muligheden for at få finpudset deres teknik, og 20 spillere mødte trofast op på deres forskellige træningspas.

Ligesom sidste sæson, blev der igen arrangeret ikke-badmintonrelateret-arrangementer, bl.a. som en del af noget julehygge, blev klubbens ungdomsspillere og minitoner inviteret på bowlingtur med varm kakao og æbleskiver, samt en tur på stadion for at se fodbold. I marts måneden blev det til en gratis tur på Ishockeystadion, efter en vellykket fastelavnstræning med fællesspisning for forældre og unger.

Klubben fik igen en god portion sponsorpenge i hus, som gjorde alle ungerne kunne få en ny smart klubdragt fra RSL.

T-shirt, shorts/nederdel og bukser for et symbolsk beløb, med mulighed for tilkøb af overtrækstrøje. Stort set alle sprang på dette tilbud, og alle ungerne står kniv skarpt til alle stævner og holdkampe – hvor flere naboklubber har kigget misundelsesværdigt på alle vores ”Røde TPI unger” i samme spillerdragt.

Klubbens ungdomstrænere lagde også en stor indsats i at få spillerne mere ud til stævnerne – igen i år. Både de små stævner på Fyn, men ikke mindst de større overnatningsstævner som Tønder, DMU og Denmark Open Junior-stævnet, som efterfølgende stod på Danisa Denmark Open i idrætshallen, med en masse god badminton fra de professionelle badmintonspillere fra hele verden. Dette har bl.a. også gjort at flere spillere selv har fået modet på at tage til stævner, og rigtig mange har fået blod på tanden – og dette ses især også på medaljeregnen over alle vores seje ungdomsspillere weekend efter weekend.

TPI Badmintons Ungdomsafdeling kastede sig derfor også ud i at afholde deres første ungdomsstævne i mange år

– hvilket var en kæmpe succes. Der var mange tilmeldinger, både internt men også fra mange andre klubber, og dermed blev der spillet mange gode kampe i hallen. Tak for de frivillige hænder som hjalp til med at få stævnet på benene og ikke mindst afviklet på dagen.

I holdkampregi havde vi igen i år 7 hold tilmeldte. To af holdene gik hele vejen og vandt deres puljer for rækken. De skal derfor i midten af april til DMU for hold, og dyste om at blive landets bedste hold i rækken – hvilket vi alle er hammerstolte af!

På lørdag d. 6. april 2019 afholdes der Klubmesterskaber for senior og ungdom – efterfølgende med spisning hvor forældre og søskende også er inviteret. Vi slår rekord i år – for både flest tilmeldte til selve Klubmesterskaberne, 61 tilmeldte (dvs. lige knap 140 badmintonkampe skal afvikles), og efterfølgende 101 mand til spisning i cafeteriet om aftenen. Aldrig har vi samlet så mange mennesker til et arrangement før – og vi glæder os til en sjov og hyggelig dag i hallen.

Sidst men ikke mindst, vil jeg sige tak for et par rigtig sjove og lærerige år i Bestyrelsen og som Ungdomsformand – da jeg både takker af som Ungdomsformand efter 2 år på posten, samt 12 år som træner for bl.a. begynderne og de let øvede. Det har været en stor fornøjelse at være en del af og jeg ser frem til at følge med i ungdomsafdelingens udvikling de næste mange år.

Seniorformandens beretning

Sæsonen 18/19 lakker mod enden og det er tid til at gøre status.

Vi har endnu engang haft 3 hold. 1. holdet lå i Danmarksserien og målsætningen var klart at lande i oprykningsspillet, gerne tættere på toppen end tidligere. Holdet spillede et flot grundspil med positive overraskelser på pointkontoen og lander her en 3. plads. Slutspillet var præget af skader og afbud og holdet slutter med en 6. plads i oprykningsspillet. Målsætningen er dermed indfriet, men det kunne have været sjovt at se hvad det kunne være blevet til

  1. holdet havde også en målsætning om at ende i oprykningspillet. Det klarede de flot med en 2. plads. I slutspillet har holdet også været præget af de mange afbud. Det blev desværre ikke til oprykning eller en kval-kamp i år men holdet slutter alligevel på en 3. plads.
  2. holdet var i år tilmeld DGI Herre B-rækken. I år har der dog været en mere fast pige på holdet, ligesom der indimellem har været hjælp fra andre spillere. Holdet har igen i år hygget sig med rotationsprincip og egne sociale tiltag. Holdet ender på en 3. plads.

Brian har endnu engang stået bag roret som cheftræner. Fra sæsonstart blev det aftalt at holde mere fokus på bestemte områder. Det har fungeret godt og især hård træning på hel bane med fokus på sikkert spil, har givet god gevinst til holdkampene. Mange har kunne mærke en forskel. Der blev også lavet et lille samarbejde med AH og Rollo, der bød ind med lidt doubletræning.

Socialt har der endnu engang været både fester og fællesspisning på programmet, og en del TPI’er deltog i det årlige OBK Classic. Vi har også for nylig, takket være Louise, været på en rigtig sjov tur i Bowl’n’Fun der både indebar Escape Room, bowling, Laser-Tag og spisning.
Jeg håber at vi fortsætter takterne i næste sæson. Vi har godt af at blive rystet lidt sammen på tværs af holdene.

Tak for hjælpen til Denmark Open. Vi løste endnu engang vores opgaver og fik sikret en god portion til klubkassen.

Til sidst en tak til holdlederne HP og Lucas for at hjælpe holdene godt på vej, til festudvalget for at arrangerer gode fester og til min medbestyrelse for endnu et år med godt samarbejde J

God sommer og velmødt til sæson 19/20.

Stenner, Seniorformand