I torsdags spillede 2. divisions holdet deres 3. træningskamp. Den foregik på hjemmebane mod OB`s U 19 ligahold. De første 2 havde resulteret i 2 sejre mod SFB/Oure og Middelfart. Der var derfor håb om om revanche fra sidste års træningskamp, hvor vi blev kørt rundt i manegen og tabte 4-0.
Det skal være sagt med det samme. OB stillede ikke med deres stærkeste U19 hold, hvilket hurtigt blev synligt, da vi allerede efter 22 min. var foran 4-0.
I 2. min sparkede Michael Broni flot bolden over en fremstormende OB målmand og 6 min. efter fandt Mads Hansen, med en fremragende aflevering, Kasper Madsen i feltet og han scorede sikkert. Efter 11. min scorede Kasper madsen sit 2. mål efter ren tiki taka med Patrick Rasmussen. Michael Broni ville ikke stå tilbage for Madsen og scorede efter 22 min. til 4-0, igen var Patrick Rasmussen i oplæggerens rolle. Dermed kunne holdene gå til pause, efter en flot indsats af vores spillere. Det virkede som om Thomas Broe havde en snor i bolden på midtbanen og vi var, i modsætning til de tidligere kampe, i klar kontrol over kampen.
I pausen eller lige efter skiftede vi 8 mand. Om det var udskiftningernes, føringens eller OB`s skyld vides ikke, men de stribede talenter kom meget bedre med i 2. halvleg og helt efter fortjeneste faldt reduceringen efter 64 min. Det betød vi vågnede lidt op og var bedre med i resten af kampen. Efter 82 min. scorede Rasmus Johansen til slutresultatet 5-1. Det forlyder, det var et fremragende mål, men da undertegnede var på jagt efter en bold i den lokale børnehave, så jeg det ikke.
Endnu en godkendt indsats og humøret er stadig højt.
På søndag kommer næste test i form af en træningskamp mod Marienlyst. BM har i vinterens løb mistet en del spillere, men har fået tilføjet ny energi udefra. Bla. er vores egen Anders Fønss flyttet til klubben på Windelsvej.
Kampen spilles i Marienlyst på søndag kl. 11.00.
I dag spiller serie 1 deres første træningskamp.
home Tarup Park, Kunstgræs Kl. 13.00 mod Dalum.