Lyseng – TPI 2-1

Det alle troede ville blive en sikker sejr i Århus, viste sig at blive en stor skuffelse. TPI startede ellers pænt, med et par gode chancer. Desværre var afslutningerne ikke skarpe nok.

Som kampen skred frem, virkede spillerne mere og mere opgivende. Især da Lyseng bragte sig foran på et kontraangreb hang drengene med hovedet.

I 2. halvleg fik TPI vinden i ryggen, men desværre hjalp det ikke meget. Det var et helt andet Lyseng hold drengene mødte denne gang i forhold til sidste gang. Lyseng havde profiteret af, at efterskoledrengene var hjemme og havde udtaget mindst 2 spillere der normalt spiller for deres 1. hold. TPI havde meget spil, men en stærkt spillende Lyseng forsvarer, på orlov fra efterskolen, vandt stort set samtlige dueller og fik flot lukket af i bagkæden. Sammen med en angriber, der også var på orlov fra efterskolen, fik Lyseng gjort det svært for TPI drengene. Deres angriber var hurtig, teknisk god og stærk som en okse. Han scorede vist begge deres mål. Vi havde også problemer med ham i liga1.

TPI havde svært ved at bryde igennem Lysengs forsvarskæde. Dette gjorde at drengene begyndte at hænge med næbbet, istedet for at kæmpe som et samlet hold. Hvis spillet ikke flyder, må man kæmpe. Det kunne man godt savne lidt hos enkelte spillere.

Taktisk spillede TPI med mange høje bolde frem mod angriberne. Her kunne man godt savne en angriber der gik imod bolden og lagde den af til kanterne, så holdet kunne have fået flere indlæg fra baglinjen. 2. boldene vandt holdet desværre ikke mange af. Lukas Olsen kom frem i angrebet til slut. Han kunne matche Lyseng fysisk, og med sin speed kom han frem til en afslutning, til kampens resultat 2-1. Tættere på kom TPI desværre ikke.

 

Stillingen i Liga 2 er blevet tættere. Der er 2 kampe tilbage og 6 vitale point at spille om. Nummer 1 og 2 bliver i Liga 2, 3 og 4 rykker i Liga 3 og 5 og 6 rykker ned i liga 4. En lidt mærkelig måde at fordele holdene, især med tanke på at der er langt fra liga 2 til liga 4, men vi kan gøre vores til at blive oppe. Det kræver koncentration, vilje og fælleskab. Vi ved I kan.

 

Forza TPI