TPI-Vejle 3-2

På en dejlig oktober søndag spillede TPI mod Vejle. Truppen var ramt af skader, og med få spillere at vælge imellem, var det dejligt at Gustav og Daniel kunne hjælpe med at stabilisere forsvaret. Begge spillere gjorde det godt og hjalp TPI med at hive 3 vigtige point hjem.

Det er svært at sige, hvad man skal håbe på i puljen. Vi har nok ikke spillerne til at være i Liga 1, men umiddelbart virker holdet for godt til at rykke ud. Disse spekulationer kan selvfølgelig være ligegyldige, vi skal bare hive de point sammen vi kan skaffe. Hvis holdet slår Lyseng næste weekend, bør holdet have sikret sig at spille forårssæsonen i Liga 2. Kampen mod Lyseng er en kamp, drengene skal og bør kunne vinde, men bolden er rund og intet er vundet uden kamp. Det har vi set for mange eksempler på, fx OKS kampen for et år siden, der nær kostede oprykningen til Liga 1. Hvem ved måske ender holdet i top og tager forårssæsonen i Liga 1. Bertel har det med at skabe små mirakler med holdet og Liga 1 er ikke lige så stærk som sidste sæson, da mange af de store hold er i divisionen.

 

Bertel og Nancke havde til dagens kamp satset på mere fysik på midtbanen, med Olsen til at lægge pres og bryde VB´s spil, det gjorde han fint. Dette hjalp Mikkel, TPI´s stabile motor. Mikkel har en evne til at binde spillet sammen og er trænerens forlængede arm på banen. Han dirigerer sikkert med de øvrige spillere. Enes var placeret centralt til at fordele boldene til angriberne og kanterne. Høyer og Bendtsen på kanterne, gik desværre hurtigt i stykker, men heldigvis kunne Schødts og Tobias tage over. Tobias spillede vel sin bedste kamp i denne sæson. Han var farlig på VB´s sidste trediedel af banen med skarpe pasningerne og udfordringer. Tobias var desuden klog i sine indgreb defensivt. Han fuldendte en god kamp ved at lave et flot forarbejde til Merts afgørende mål til 3-1. VB udlignede hurtigt herefter til 3-2, da de så at TPI´s målmand stod lidt for langt ude af målet. Inden havde Gustav lagt en flot lang bold op til Serias der sikkert scorede til 1-0. Serias scorede herefter til 2-0 på en VB forsvarsfejl, inden VB udlignede til 2-1.

VB drengene bestod af mange U16 drenge, de havde svært ved at holde styr på Serias i front. TPI drengene spillede en god kamp og fik de 3 point, de inden kampen havde håbet på.

Til onsdagens træning var der desværre kun få fremmødte. Nogle skulle arbejde, andre havde lektier/prøver de skulle øve til, andre igen havde skader. Men det er ikke sjovt at løbe rundt 6-7 spillere, så lad det være en opfordring til at prioritere træningerne.

En dag som i onsdags kunne U16 og U17 holdet med fordel have trænet sammen. Desværre er der rygter om, at U17 drengene ofte kommer et par minutter for sent op på træningsbanen. Dette ønsker Tommy U16 ikke at honorere med fælles træning, hvilket er meget forståeligt. Derfor lad dette være en opsang til jer drenge. Kom til tiden og vær klar når træningen starter.

Hvis I vil tages seriøst, må I starte med at vise, at I kan overholde tiden.

Denne sæson er, som I sikkert ved, en sæson holdet skal have det bedste ud af. Efter sommerferien kommer resten tilbage fra efterskolen, til den tid skal der nok blive kamp om pladserne, men indtil da skal I sørge for ikke at gå i stå i jeres udvikling. Til alle jer der har fået chancen, nu hvor efterskoledrengene er væk, grib den og vis at det er jer, træneren skal satse på, både i år men også næste sæson.

 

Lad os glædes over sejren over Vejle og love hinanden, at I prioriterer fodboldtræningen i de næste uger. Der er kun 4 uger til sæsonen er færdigspillet. Vis at I er gode nok til at ende i toppen af rækken. I har 2 trænere der gør et kæmpe stykke arbejde for holdet. Vis dem at I vil prioritere fodbolden. Både af respekt for dem, men også af respekt for jeres holdkammerater.