Så kom kampe der før sæsonstart var udråbt til bundkamp. De 2 nye hold i rækken skulle mødes. TRIF havde sørget for linjedommere. Fine forhold.
TRIF, der kun havde 11 mand med, startede bedst og var foran 2-0 inden der var spillet 30 min. Herefter overtog TPI spillet og fik skabt et par gode chancer i slutningen af halvlegen. 2. halvleg var meget lige, men det virkede ikke som om TPI helt blev farlige nok.
TPI havde afbud fra Tobias og Valentin pga. søskendes konfirmationer. Kyv var savnet, det samme var Enes og selvfølgelig Nikolaj Broch som vist snart er på vej tilbage (håber vi). Jonathan var med, men desværre kun på halv kraft, da han ikke havde trænet i 14 dage pga. en skade i lysken og efterfølgende bihulebetændelse og penicillinbehandling. Det ville være rart at kunne spille med mindre end 3 afbud.
TRIF er et hold med ”tætte” og driblestærke spillere, der spiller direkte. Det ene af deres mål blev scoret efter en lang stikning fra egen banehalvdel, op igennem vores forsvarskæde, til deres hurtige angriber. Det så meget let ud. Måske skal forsvarskæden stå tættere sammen, for at undgå spil direkte frem imellem dem. Det er at foretrække, at modstanderne spiller bolden over kanterne i sådan en situation. TRIF var også gode til at lave små ”usynlige” frispark, de trak i trøjerne, skubbede osv. Små bissetrick der hele tiden bremsede opspillet fra TPI og som dommeren tillod/overså. Det er vigtigt at kunne disse små kneb. Når man er tæt på manden og inden han kommer op i fart, må man godt gøre det samme, som de gør. Men husk at være tæt på manden, gør det væk fra dommerens synsvinkel og giv slip inden der bliver dømt frispark. I Liga1 skal vi være villige til at gå på kompromis med en smule fairplay, for at kunne klare os. Det er en del af gamet på dette niveau. Drenge, I kan selv øve det til træning. Det er vigtigt at kunne svare igen! Træk lidt i hinanden og brug din modstanders fremdrift til selv at komme foran! I skal have vilje til at vinde duellerne. Men husk IKKE i eget felt, tak!
Haderslev er næste hold, og det sidste hold vi mangler at møde. Det er et godt hold og jeg vil tro, at vi får det svært, men kampen kan evt. bruges til at øve at stå godt defensivt. Måske skal vi også bruge kampen til at holde fokus på aftalerne. Når Mikkel går frem som 6´er, skal en anden falde ind på hans plads. Det kiksede et par gange i dag.
Evalueringen efter første halvdel af sæsonen er, at vi nok skal satse på at hente point mod især Skanderborg, men der er også gode chancer mod Kolding, TRIF og måske Horsens. De andre kampe er meget svære, men hvis drengene står sammen, kæmper og holder sig fri for skader og afbud, så tror jeg at vi kan gøre en god figur i mange af kampene. Tro kan flytte bjerge og vores trænerduo Emil og Bertel skal nok lure de andre holds svage sider. Husk at være stolte af, at I spiller i den bedste U16 række i Danmark. Stå sammen og bak op om holdet og hinanden. Der kommer også en pokalturnering, måske kan vi få lidt oprejsning der 🙂