Hvad vil det sige at være træner i TPI Esport?

TPI

Tarup-Paarup Idrætsforening er en forening der har eksisteret siden 1964 i dets nuværende form. Foreninger er baseret på frivilligt arbejde og drives af interesse, engagement og muligheden for at have det sjovt og møde nye mennesker med samme interesse som én selv.

TPI Esport

TPI Esport er det nyeste medlem af TPI som bl.a. også tæller fodbold, håndbold, gymnastik m.m. Vi blev stiftet i 2018 af en folk engagerede, driftige personer med en stor interesse inden for esport. Målet var at udbrede kendskabet for esport i lokalområdet som først og fremmeste tæller Tarup og Paarup, men alle interesserede fra Fyn og Odense er selvfølgelig hjerteligt velkomne.

De fysiske rammer

Vi har et esportslokale med plads til 12 samtidige spillere og en trænerpc med storkærm. Vi har maskiner som nemt kan trække de nyeste spil, som fx Fortnite, CS:GO, LoL og andre spil. Træneren kan vise strategier og taktik på storskærmen.

Udenfor lokalet har vi et lille område hvor man kan strække benene eller lave lette fysiske øvelser.

Mad og drikke er forbudt i lokalet og specielt energidrikke er ikke velkomne i foreningen.

Spil

Vi træner og har trænet i Fortnite, League of Legends, Counter Strike: Global Offense, og vi er altid åbne over for andre spil, hvis vi kan se at der kan findes trænere og medlemmer til det.

Sæsoner

En sæson strækker sig over et halvt år og følger skolernes ferier. Vi starter ca. 14. dage efter skolerne starter og slutter også ca. 14. dage før skolernes ferier, så en sæson varer ca. 4-5 måneder. Der er også træningsfri, når skolerne har vinter- eller efterårsferie og ved helligdage.

Træning

Træningen tilrettelægges af træneren også hvis der skal udøves fysiske øvelser for at få varmet kroppen op. Det kræver faktisk en god fysik at sidde på en stol og koncentrere sig i mange timer i træk.

Vi træner 2 gange om ugen i 2 timer i tidsrummet fra 16-20 og oftest 16-18 og 18-20. Træning vil ligge mandag/onsdag og tirsdag/torsdag. Hvis du har behov for at justere tiderne på grund af arbejde eller skole, så passer vi det ind efter bedste evne. Fx tidspunktet kunne være fra 18:30-20:30 og du kan vælge de to dage om ugen der passer dig bedst.

Vi tager træning seriøst, vi vil jo gerne vinde og have succeser som vi kan dele!

Mål og ideer til træning

Hvis du sætter dig mål for dit hold og fortæller om dette undervejs vil det også motivere dine spillere og de vil vide hvor de er på vej hen. Det kan være at du allerede har ideer selv eller kan hente noget på nettet.

DGI har lavet en app til at hjælpe trænere i bl.a esport: www.dgi.dk/traenerguiden og har også en masse andre nyttige råd.

Aflønning

Vi en forening som drives af frivillige energiske og interesserede kræfter, som ønsker at gøre noget for andre og udfordre sig selv og samtidigt har lyst til at møde mennesker med den samme passion. Vi har ikke store budgetter som andre kommercielle klubber, så vi kan ikke tilbyde timeaflønning. Vi giver dog alle trænere et beløb for udgiftskompensation, samt sponsortøj. Yder man en indsats i form af at tage flere sæsoner, så tilbyder vi, at du kan få betalt en træneruddannelse hos DGI, som tak for hjælpen.

Du får billet til vores årlige LAN-party med mad og drikke betalt.

Derudover får man også lov at låne træningslokalet udenfor almindelige træningstider til ”seniortræning”, turneringer eller lignende arrangementer.

Vi heller ikke blege for at fejre vores triumfer i form af hyggeaftener med lidt mad og drikke, en bowlingtur eller hvad vi kan finde på.

Vi hjælper dig i gang

Inden du vælger at blive træner, så kom op i vores esportslokale og se de andre trænere og medlemmer. Det giver en god idé om hvad du kan forvente og ruster dig til selv at komme i gang.

I den første uge vil der enten være trænere eller bestyrelsesmedlemmer til stede til at hjælpe med at få dig i gang. Der er altid en masse praktiske ting at holde styr på: medlemslister, passwords, arbejdsgange osv.

Vores værdier

Vi forsøger alle sammen i trænerstaben og bestyrelsen at leve op til vores værdier som er:

  • Fællesskab
  • Holdånd
  • Samarbejde
  • Kommunikation
  • Taktik og strategi
  • Sundhed og fysisk aktivitet

Regler under træning

Vi har regler for hvordan man skal opføre sig under og efter træning og de er:

  • Tal pænt
  • Tab og vind med samme sind
  • Hjælp dine holdkammerater
  • Ingen drik og mad ved computerne

Hold

Du bliver ansvarlig for et hold på ca. 10 medlemmer. Det kan svinge både op og ned fra 4 til 12 deltagere. Vi forsøger at få mindst 4 medlemmer for at kunne starte et hold. Og hvis der er en enkelt eller to medlemmer på venteliste, så har vi muligheden for at udvide til 12.

Det er dig som former holdet og underviser i dine strategier og taktik, så det er dine ideer som du har mulighed for at give videre til medlemmerne.

Du følger dit hold i tykt og tyndt og har du lyst til at arrangere ekstra træningsweekender, deltage i turneringer eller lignende aktiviteter, så gør endeligt det og gør os opmærksom på det.

Træner og hjælpetræner

Hvis du har mulighed for det, så anbefaler vi at få en hjælpetræner, som du kan spare med under og efter træning eller i det tilfælde, at du må udeblive ved sygdom eller lignende. Vedkommende behøver ikke at være på samme niveau som dig selv, men skal dog kunne tage vare på holdet alene. Vi hjælper selvfølgelig med at finde en hjælpetræner, men kender du nogen i din omgangskreds, som du kan arbejde sammen med, så støtter vi hellere end gerne op om det.

Gode ideer er velkomne

Hvis du har ideer til arrangementer, udlån af lokalet, nye spil eller lign. så tag det op på én af vores planlægningsmøder. Vi elsker nye indslag for engagerede personer – det er lysten der driver værket!

Planlægningsmøder og bestyrelsen

Bestyrelsen holder møder mindst en gang hver 3. måned og oftere hvis nødvendigt. Det kunne fx være op til vores årlige LAN træf. Du skal som minimum deltage i det første møde efter sæsonstart, hvor du har mulighed for at fortælle om hvordan opstarten er gået, hvordan du synes det har været og gerne komme med andre ideer og indfald.

Vi vil gerne have så kort vej til bestyrelsen som muligt, så du skal altid være velkommen til at gribe fat i en af dem, hvis du har noget at dele, gode ideer eller ting der skal forbedres.

LAN-party

Vi forventer du deltager i vores årlige LAN-party. Vi holder minimum et planlægningsmøde som du skal deltage i. Derudover tilbyder du hjælp med at sætte op, tage vagter, stå for konkurrencer i den grad som du har mulighed for.

Sygdom

Hvis du bliver syg, så er det først og fremmest dit ansvar for at finde en afløser. Ring fx til dine træningskollegaer eller find en passende afløser, som ikke nødvendigvis selv er træner, holdet kan godt være selvkørende en enkelt aften.

Hvis det ikke er muligt at finde en træner, så skal du ved sygdom melde ud minimum en 1 time inden træningsstart. Dette kan gøres via vores forældre-facebook-side eller direkte gennem medlemslisterne.

Fejr dig og dit hold

Det er ikke ananas i egen juice at gøre opmærksom på at det går godt. Vi elsker succeser! Tag billeder, videoer og lav et lille oplæg som vi kan lægge op på vores offentlige facebook-side, når du synes der er små som store ting der skal ud. Heller for meget end for lidt!

Kommunikation til forældre

Vi anbefaler forældrene at tilmelde sig vores facebook-side (www.facebook.com/groups/tpiesportforaeldre) for forældre, hvor man kan kommunikere med alle på én gang. Det kan være en kort status om hvordan det går eller aflysning af træning. Vi har desuden også holdlister, hvor man kan skrive direkte til forældrene. Du skal også melde dig ind i denne gruppe, så du kan kommunikere ud ved aflysning eller anden kontakt til forældrene.