Æresmedlem i Tarup-Paarup Idrætsforening Rasmus Kjeldsen Jensen sov stille ind torsdag den 20. august 2020, efter længere tids sygdom. Han blev 91 år
Det var med stor sorg, at vi fik meddelelsen om Rasmus’ bortgang, hermed har foreningen mistet en af sine store profiler. Et medlem, der gennem livet har været et særdeles aktivt og engageret medlem – en drivkraft på flere fronter.
Rasmus har altid været en aktiv gymnast, bestyrelsesmedlem i den oprindelige Paarup Gymnastikforening. Samtidig var han en af hovedkræfterne i forbindelse med sammenslutningen af Paarup Gymnastikforening og Tarup Idrætsforening, der mundede ud i grundlæggelsen af Tarup-Paarup Idrætsforening den 19. juni 1964. Samme år blev Rasmus formand for Gymnastikafdelingen.
Kort herefter voksede medlemsskaren betragteligt og der blev markant brug for en hal. Her var Rasmus også foregangsmand og den 2. januar 1968 blev Paaruphallen indviet.
Udover gymnastikken var Rasmus i mange år en ivrig dilettantskuespiller og medvirkede i forestillinger bl.a. i det gamle Paarup Forsamlingshus, der var datidens samlingssted.
For sit store virke i TPI blev Rasmus udnævnt til æresmedlem, foreningens højeste udmærkelse, i 1980. Han var en første klasses foreningsmand.
Æret være Rasmus’ minde
På vegne af TPI-hovedbestyrelsen
Bente Pedersen
Hovedsekretær