NYT ÆRESMEDLEM

Gorm Max Guldmann fra fodbold-afdelingen er udnævnt til nyt æresmedlem i TPI.

Gorm har om nogen fortjent foreningens højeste udmærkelse.
Han har gennem det meste af sit liv gjort en kæmpestor indsats for TPI – fodbold og har tegnet foreningen både som formand og med flere andre bestyrelsesposter. I de seneste år bl.a. som kasserer i Fodboldvennerne.

Hvert år i december er Gorm ekstraordinært aktiv. Hallen skal pyntes flot op med lys og guirlander til den store julefrokost, her er han primus motor og man skal ikke rode for meget i hans kasser med ledninger. En anden stor december-indsats gør Gorm, når der skal sælges juletræer ved “Landbrugsskolen” og det uanset om det er regn, slud eller kulde. Der skal tjenes penge til foreningen.
Igennem mange år har Gorm været en uvurderlig hjælp når vores udendørs arealer skulle udvikles. Han stiller altid op med en hjælpende hånd og tager gerne ansvar for at opgaverne bliver løst på fornem vis. Han er også en fast del af foreningens loppemarked, hvor der gennem mange år er solgt cykler og især gamle møbler, som de fineste antikviteter.

Gorm er en person, der sætter en ære i at hjælpe og han er en af de få ildsjæle, der er frivillig med hjertet og ikke af pligt.
Der er sikkert mange andre gode grunde til at indstille Gorm som æresmedlem, men med en enig bestyrelse i ryggen vil fodboldafdelingen på baggrund af ovenstående indstille ham som æresmedlem, allermest fordi han er TPI’er helt ind i hjertet.

Anders Nørgaard
Formand TPI Fodbold