VRI – TPI 1-2

Alt endte med at flaske sig for TPI U17 i liga 2 i sidste spillerunde. Men ligesom i et eventyr, skulle man så frygtelig meget igennem først.

TPI skulle slå topholdet VRI, for selv at kunne kvalificere sig til Liga 2 i foråret. Uafgjort ville være nok hvis Hedensted slog Stensballe, men dette var umiddelbart et urealistisk ønske. Kampen startede med et stort TPI overtag, TPI tilspillede sig mange store chancer, alligevel var det VRI der kom foran, på noget der dårligt kan kaldes en chance. En uskyldig bold blev sparket frem af VRI, forsvaret fik den ikke clearet trods flere chancer, tilsidst løb VRI´s angriber ned og erobrede bolden og sendte den i mål. Det var en kold dukkert, men TPI spillede ufortrødent videre. I pausen stod det stadig 1-0 til VRI, men 10-2 i chancer til TPI, deraf bl.a. 2 skud på overliggeren. I 1. halvleg startede holdet med at spille 3-5-2, men skiftede til 3-4-1-2, for at lægge mere pres på VRI.

I anden halvleg stillede VRI sig tilbage og forsvarede føringen. Det var som at se et Italiensk hold, der var tilfredse med at hive et resultat hjem ved at dræbe kampen. Bertel og Nancke svarede igen ved at ændre taktik. Holdet spillede 2, 5, 3 hele 2. halvleg, da VRI kun havde en mand fremme. 2 forsvarere, 3 centrale midtbanespillere, 2 kanter og 3 centrale angribere.   Flotte taktiske træk fra bænken. TPI spillede flot videre, men overliggeren stod igen i vejen og det samme gjorde VRI´s glimrende målmand, bl.a. på en flot afslutning fra Hjalmar. Midt i 2. halvleg lykkedes det TPI at score. Mikkel sendte et hjørne indover og Christoffer fra U16 headede den flot ind. Samtidig var Hedensted kommet foran 1-0 mod Stensballe, vi var videre, men… Da der manglede 10 min af kampen bragte Hedensted sig foran 2-0, det lignede en lykkelig slutning. Heldigvis ville Hjalmar ikke leve med uvisheden. I de døende minutter driblede han forbi sin oppasser, og lagde en perfekt bold ind til Daniel, der sikkert headede bolden ind til 1-2. TPI blev hermed puljevindere og tog VRI med i Liga2.

Kampen var nok det flotteste TPI U17 har præsteret i dette efterår. Især imponerede Enes, Hjalmar og som altid Mikkel i en kamp hvor ALLE spillede fantastisk. Drengene dominerede kampen fra start til slut. De skabte chance efter chance, så retfærdigheden skete fyldest.

Forældre til VRI drengene spurgte undrende Jonathan, da han hentede en bold, hvordan vores hold havde mistet point i rækken. VRI træneren sagde efter kampen, at TPI var det bedste hold han havde mødt. Ikke så lidt af en hyldest til drengene, der igennem efteråret har lidt under, at 12 spillere fra 1. holdstruppen er på efterskole. Drenge I har meget talent og kvalitet, sammen med 2 dedikerede og taktiske masterminds på trænerbænken er I fantastiske. Husk det!

Bertel og Nancke har trods hårde odds formået at skabe endnu et flot resultat. Bertel har ført årgangen op fra mesterrækken til Liga 1 (sidste sæson) og har trods et MEGET amputeret hold, formået at vinde Liga2 to gange i efteråret. Nancke har især haft indflydelse på dødboldene, hvor han bl.a. har indøvet nye hjørnesparkskombinationer.

Det er MEGET flot trænerarbejde trods de hårde odds. Tak for det.

Nu holdes der en lang og fortjent pause, inden foråret. Drengene er velkomne til at træne videre med enten U16 eller U19 henover vinteren. Indefodbold kommer der mere info om.

Foråret i Liga 2 er vigtig af 2 grunde:

  • Hvis holdet bliver oppe, kan det betyde, at de efter sommeren, når efterskoledrengene kommer tilbage, kan starte i U19 Liga 2, istedet for at skulle starte i mesterrækken.
  • Det er også vigtig for U16, da U17´s resultater kan gøre, at U16 kan fortsætte i U17 Liga 2, når de bliver U17 efter sommeren.

Håber er derfor, at der bliver en god løsning mht. træning i foråret. Kunne man tænke sig at U17 træner sammen med U19 den ene dag og U16 den anden? Dermed risikerer holdet ikke, at stå som i dette efterår, hvor det har været alt for sårbart til træning, når truppen er så smal som den er. Måske kan U16 og U17 slå trupperne sammen og træne fælles. Det er også en mulighed!


Med det sagt, bør det gentages, at håbet er, at drengene står sammen og giver hinanden hånden på, at de bliver i klubben og hjælper holdet igennem foråret. Hiv nogle venner fra STX, HHX mm med ud i TPI, så truppen kan blive bredere.