4 puttet i kassen af den mægtige Lassen

TPI 5-3 Skeby GF

Sæsonens sidste kamp burde have været en stensikker sejr, men blev truet efter usikkert spil over en længere periode.

Kampen startede forrygende ud med ild i støvlerne hos den dynamiske duo hvilket førte til 2 hurtige mål fra Lassen efter fremragende sammenspil med Kramer. Herefter gik vi ned i kadence og blev for overmodige, idet vi tydeligvis kunne matche dem spiller for spiller og mere til i de fleste situationer. Denne overmodighed gjorde os usikre nede bagi hvilket førte til en reducering til 2-1.

Heldigvis fik vi kæmpet os ud af det sløve spil, igen gennem støvlerne på den dynamiske duo feat. D. Melson. Denne gang var det Kramer der fik lov til at putte bolden i nettet efter fremragende spil af Melson, 3-1. Det stoppede ikke her idet Kramer var ivrig efter flere assister og målscoren var igen selvfølgelig Lassen, hvem skulle Kramer ellers lægge en “røvgod” assist til? 4-1.

Mange vil mene at 4-1 er en fremragende føring og burde kunne køres sikkert hjem uden problemer, men igen gik vi tilbage til at spille langt under vores niveau, hvilket lukkede Skeby ind i kampen igen. Selv med et stærkt forsvar så er det svært at holde modstanderen fra chancer og med en uvant målmand kræver det ekstra hjælp fra forsvaret. Dette var ikke tilfældet i denne periode i kampen og Skeby kom til en lang række chancer som blev fremragende håndteret af vores 8th-string målmand Mathias Lund. De mange chancer førte til at Skeby kom tilbage i kampen og med 10 minutter igen var stillingen 4-3.

De sidste 10 minutter var 10 meget lange minutter set fra sidelinjen, idet selv den mindste fejl fra vores side ville betyde at hvad der burde have været en sikker sejr ville have endt med pointtab. Men når tingende brænder på, så er det den dynamiske duo man kigger efter og som sendt for oven leverede Kramer endnu en lækker assist til Lassen som fjernede nervøsiteten på sidelinjen med det afgørende mål til 5-3.

Alt i alt en mærkværdig kamp der på intet tidspunkt burde have været så tæt som den til tider viste sig at være.
Sidste referat i sæsonen betyder også et farvel til den mægtige Phil, “he’ll be in our heart” sommeren over.

 

Man of the Match:

Viktor Lassen

Viktor spillede en kanonkamp og stod for langt størstedelen af vores offensive frembrud, dette er især illustreret ved hans 4 vigtige mål. Løbestærk og boldsikker er nogle gode egenskaber når bolden skal drives frem i banen og her var der ingen mangler at finde hos vores Man of the Match’s præstation, idet han både scorede efter småtspil, en lang sprint og i feltet omringet af spillere. Kort sagt kan man sige at sæsonens sidste optræden for den dynamiske duo var en pragt præstation.

Lassen var som Phil Collins, mens Skeby lignede gademusikanter.